Musikalske fællesskaber skaber sammenhængskraft og knytter os til hinanden. Når vi spiller og synger sammen, bliver vi en enhed, der er ikke kan fungere, uden at alle i gruppen er med. Og samtidig fjerner musikken de forskelle og uligheder, der er mellem os, for en stund. I musikken er vi lige og står sammen.
At være fælles om musikken er noget, som ligger helt naturligt til os. I alle afkroge af verden mødes folk og synger, spiller og danser til musik, og arkæologer har fundet musikinstrumenter, der er over 40.000 år gamle. For musik er ikke bare noget, der er sjovt at spille og rart at lytte til.
Alle har brug for fællesskaber
Det værste et menneske kan opleve er at blive udstødt af gruppen. For vi kan ikke klare os alene og har brug for andre mennesker omkring os. Derfor bliver vi glade og trygge af at være en del af et fælleskab. Og der findes utallige former for fælleskaber, man kan blive en del af. Men særligt musik rummer muligheden for at være fælles, fordi musik ofte lyder endnu bedre, når man er flere, der spiller sammen.
I musikalske fælleskaber handler det ikke om at skille sig ud og være den bedste, ligesom det gør i sport, men om at skabe smuk musik sammen. Desuden har vi musik i kroppen allerede fra fosterstadiet. Allerede her fornemmer fosteret rytmer, melodi, pauser og følelsesmæssige udtryk, som det opfanger fra omverdenen. Dermed er musik en social ting, som vi mennesker kommunikerer med uden at bruge et sprog. Det ikke-sproglige samspil ligger altså dybt i os mennesker og giver os muligheden for at forbinde os med andre.
Læs også: Derfor er musikundervisning vigtigt for dit barns udvikling
Musik som et socialt bindemiddel
Forskere har fundet ud af, at musik fungerer som en slags socialt bindemiddel, der forhindrer konflikter. Det styrker altså en gruppe at spille musik sammen. Samtidig er musik følelsernes sprog og giver mulighed for at udtrykke nogle dybere lag, som er svære at sætte ord på og tale om. Musik er et universelt sprog, som alle kan forstå. At være fælles om musikken betyder også, at vi for en stund sætter vores egen individuelle dagsorden til side til fordel for fællesskabets dagsorden. Det forstærker følelsen af samhørighed at have en fælles agenda og et fælles mål, hvor ”jeg” bliver til et ”vi”.
Fællessang bygger fællesskaber i krisetider
At synge sammen har altid været noget, som forbandt os mennesker. Men for mange har fællessang været noget, man gjorde i kirken eller til højtider og fødselsdage. Det var Corona med til at ændre på. For her blev fællesang noget, som rigtig mange dyrkede foran fjernsynet, hvor de sang sammen med resten af Danmark. Det var med til at binde os sammen midt i krisen, så vi ikke følte os alene. Sang igangsætter vores belønningssystem og øger vores lykkefølelse og velvære, og samtidig er fællessang kendetegnet ved, at alle kan være med uanset alder, køn og etnicitet. For lige præcis sang kræver ikke, at du kan et instrument eller er specielt god til at ramme tonerne. At synge er noget, vi alle kan, og når stemmerne smelter sammen bliver foreningen tydelig.
En undersøgelse fra Oxford University viser, at fællessang er den hurtigste måde at opbygge musikalske fællesskaber og venskaber på. Det skyldes bl.a., at fællessang synkroniserer vores kroppe og øger niveauet af endorfiner, så vi bliver mere samarbejdsvillige og glade. På den måde kan sang altså skabe et bånd mellem mennesker, der slet ikke kender hinanden, hurtigere end nogen andre aktiviteter.
På Musikundervisning.dk tilbyder vi undervisning for alle – uanset alder, niveau og geografisk placering. Hvis du har lyst til at styrke dine musikalske evner inden for sang, spil eller musikproduktion, så har vi med garanti en underviser, der passer til dig.
Læs også: 3 simple tips sådan holder du motivationen oppe, når du øver
Læs også: Neuroplasticitet: Derfor er det sundt for hjernen at spille musik
Læs også: Sådan kommer du i flow
Kilder:
http://www.petervuust.dk/?page_id=1122
https://videncenterforsang.dk/tema/faellessang-og-faellesskab/
https://viss.skanderborg.dk/VIDEN/Artikler1/Kommunikation/Musik-som-p%C3%A6dagogisk-metode.aspx