Warning: call_user_func_array() expects parameter 1 to be a valid callback, class '' not found in /home/forge/blog.musikundervisning.dk/wp-includes/class-wp-hook.php on line 292
Musikundervisning.dk indfører mindsteløn til underviserne - Nyheder og artikler fra musikkens verden

Musikundervisning.dk indfører mindsteløn til underviserne

Musikundervisning.dk har besluttet at indføre minimumsløn for at signalere til både undervisere og elever, at underviserne har krav på en værdig betaling

Steffie Kristensen er en af de undervisere, der er glad for, at musikundervisning.dk nu indfører minimumsløn.

Tidligere kunne elever og undervisere forhandle om timelønnen uden nogen nedre grænse for, hvor lavt den kunne sættes. Men det er slut nu. For nu indfører musikundervisning.dk mindsteløn. Og det gør de for at fortælle undervisere, elever og resten af branchen for privat musikundervisning, at underviserne har krav på en ordentlig betaling

»Vi indfører mindstelønnen for at signalere, at der er en nedre grænse for en værdig betaling af en professionel musikunderviser på det private marked, som ikke bør overskrides. Når vi indfører en mindsteløn er det både for at bidrage til at gøre markedet mere bæredygtigt og gennemskueligt og ikke mindst for undgå en underbudskultur. Det giver også plads til at vi kan fokusere mere på kvalitet og sikkerhed«, siger Signe Tobiassen, der er COO hos musikundervisning.dk

Læs her: Musikundervisning.dk indgår vigtig aftale med Dansk Musikerforbund

Undervisere får ofte for lidt i løn

Mindstelønnen er sat til 250 kr. + feriepenge (281,25  kr i alt) for 60 minutters undervisning. I forvejen ligger over 90% af underviserne faktisk på en højere løn. Det er derfor vigtigt at notere, at der er tale om en mindsteløn og ikke en anbefalet løn. For at vurdere hvad den anbefalede løn bør være, må underviserne tage udgangspunkt i deres uddannelsesniveau og erfaring.

»Fordi privat musikundervisning har været noget, der er blevet arrangeret via opslagstavler i den lokale Brugsen, via netværk eller Facebook-grupper, så har det ikke været særlig nemt at gennemskue, hvad der er en værdig løn og en rimelig pris – hverken for underviserne eller eleverne. Dertil kommer at mange musikundervisere med hjertet på det rette sted går op i, at musikundervisning skal være så billigt og tilgængeligt som muligt i håbet om, at det vil få flere til at vælge det. Men det er tit på bekostning af deres egen økonomi. På den måde kan det næsten blive et dilemma mellem ideal og overlevelse for underviserne«, siger Signe Tobiassen.

Men med den nye mindsteløn, behøver underviserne ikke længere føle sig nødsaget til at gå på kompromis med deres betaling for at få elever. For nu er der ingen, der giver undervisning til en urimelig lav løn. På den måde kan det nye tiltag gøre lønforhandlingen nemmere for underviserne. Og det kan gøre det lettere for dem at få det til at hænge sammen økonomisk, så de kan blive i faget.

»Når en musikunderviser honoreres på en ordentlig måde, så øges sandsynligheden for at vedkommende forbliver underviser på platformen. Ordentlige vilkår både tiltrækker og fastholder ordentlige undervisere. Undervisere som kan levere en ordentlig kvalitet i deres arbejde«, siger Steffie Kristensen, der underviser i sang via musikundervisning.dk

Læs her: Forening efterlyser mere musikundervisning i folkeskolen

Inspiration til markedet for musikundervisning

Med indførelsen af mindsteløn håber musikundervisning.dk, at det vil sprede sig til resten af det private marked for musikundervisning. For der er behov for mere forståelse for, hvor specialiseret et erhverv musikundervisning er, og at det skal honoreres derefter, lyder det.

»Jeg håber, det vil bidrage til en generel øget bevidsthed om, hvor fantastisk specialiseret og vigtigt erhverv musikundervisning er. Jeg håber også, det vil gøre underviserne mere stolte over at være musikundervisere hos Musikundervisning.dk, for vi er virkelig stolte over dem. Forhåbentlig vil det ydermere bidrage til en diskussion om det ansvar, platformsvirksomhederne har, for løbende at forbedre arbejdsvilkårene for deres ansatte. Ianset hvilken type ansættelse de har, og uanset hvilken branche eller faggruppe de er tilknyttet«, siger Signe Tobiassen.