Forening efterlyser mere musikundervisning i folkeskolen

I de danske folkeskoler er der for lidt musikundervisning. Sådan lyder det fra Dansk Komponistforening, der gerne så, at der var mere undervisning i at skabe musik

I de danske folkeskoler er der for lidt musikundervisning. Sådan lyder det fra Dansk Komponistforening, der gerne så, at der var mere undervisning i at skabe musik

Det at skabe musik og få undervisning i at komponere er ikke særlig udbredt på de danske musikskoler. Der er kun fire musikskoler i landet, der har et tilbud om særlig undervisning i komposition.

 Og det er et problem, mener Dansk Komponistforening. De tror på, at langt flere unge ville spille musik, hvis de lærte at skabe den selv.

»Det kan blive kedeligt kun at spille andres musik. Men at spille sin egen kan føles mere meningsfuldt og gør, at unge fastholder interessen. De vil gerne producere selv, og hvis de ikke bliver mødt af undervisere, der kan gribe det, så mister man lysten til at spille og vil måske hellere gå til håndbold eller noget tredje«, siger Sine Tofte Hannibal, der er daglig leder i Dansk Komponistforening.

Derfor ville de ønske, at musik fyldte mere i folkeskolen og var af bedre kvalitet. For det er her, alle har lige adgang til musikken, uden at mor og far skal have penge op af lommen. Derfor er det netop i skolen, man har chancen for at vække interessen hos børn og unge.

»Vi ville ønske, at der var mere musikundervisning hele vejen op i skolen. For lige nu stopper musikfaget i 5 klasse, hvilket er et vigtigt tidspunkt netop at få musikundervisning. Og et naturligt sted at blive undervist er i skolen. Kun ti procent af danske børn går på musikskole, så hvis de ikke får musik i skolen, får 90 procent af børnene ingen musik«, siger hun.

Læs her: Skal dit barn gå til musikundervisning? Læs her!

Ulighed i børns adgang til musikundervisning

Hun ærgrer sig over, den ulighed det skaber blandt børn, at nogen har råd til at gå på musikskole og derigennem få adgang til musikundervisning af høj kvalitet, og nogen ikke har. For dem som ikke har råd får kun den undervisning, der er i skolen, og det er for lidt til at vække en egentlig interesse.

»Alle har adgang til gratis undervisning i skolen. Men mange steder er den ikke på et særlig højt niveau. Og skolerne har ikke råd til at tage eksterne ressourcer ind. Og når man så skal betale for at gå på musikskole, kræver det jo, at forældrene har råd til det. Uanset om der også er kvalificerede gratis undervisningstilbud og musikmiljøer andre steder som i ungdomsskoler, klubber og børnekulturhuse, så er der en ulighed i, hvilke børn der får adgang til musikundervisning. For hvis de ikke får det i skolen, bliver det mest for det ressourcestærke børn«, siger Sine Tofte Hannibal.

Hun oplever, at det faktisk især er de børn, der har det lidt svært i skolen, som blomstrer op til musikundervisning. Derfor burde det prioriteres højere som et værktøj til at hjælpe de børn, der har det svært bogligt.

Læs her: »Danske elever får for lidt musikundervisning«

Musik får de stille børn til at blomstre

»Når vi laver projekter med børn, får vi altid den tilbagemelding, at netop de børn, der normalt ikke tager del i undervisningen eller er meget stille, pludselig viser sig fra en hel anden side og blomstrer op, når de skal arbejde kreativt med musik. Så alle der arbejder med kreative fag er undrende overfor den nedprioritering, der er sket i skolerne. Især når vi har så store problemer med integration og alt muligt andet«.

At musik kan få de børn op af stolen, som normalt holder sig i kulissen, tror Sine Tofte Hannibal skyldes, at musik kræver helt andre måder at tænke på, end når man laver matematik eller diktat. Det udfordrer andre sider af hjernen, som er vigtige at få i spil, hvis man vil få potentialet frem i mennesker.

»Musik taler til andre dele af en. Andre begavelser og kompetencer. Man skal bruge nogle andre sider af sige selv, end når man skal løse et regnestykke, og derfor udvikler man sig på nye måder. Så er der også en stor gevinst i det kollektive. At lave musik sammen med andre, hvor man skal lære at lytte, samarbejde og reagere på hinandens impulser. Musik giver et andet blik på livet. Især når man selv spiller musik og ikke kun lytter på andres. Det booster ens selvtillid og fællesskabsfølelse«.