Musikfaget er stadig meget kønsopdelt, og inden for rytmisk musik er der klart flest drenge og mænd, der spiller et instrument. Men der er nogle kvinder, der bryder normerne. En af dem er Sara Mouritzen.
»Det har været afgørende for mig at blive opmuntret til at sætte mig bag trommerne«, fortæller Sara, som i dag både spiller trommer i en lang række bands og underviser via Musikundervisning.dk.
Foto: Daniel Hjort
Da Sara Mouritzen var omkring otte år, sad hun en dag og legede, mens radioen spillede i baggrunden. En ny sang begyndte. Det var ”Han får for lidt” med Østkyst Hustlers. Med et glemte Sara legen og spidsede ører. For første gang lagde hun mærke til instrumenterne, beatet og samspillet. Og af en uvis årsag var det særligt lyden af de rytmiske trommer, der tiltrak hende. Hun var solgt.
Om Sara Mouritzen
– Startede til trommer som 18-årig
– Spiller trommer live for Josa Barck, Højkvist, Ubåd og Kristine Hoelgaard og har sine egne bands De Løse Sider og Salka.
– Underviser på ungdomsskole og via Musikundervisning.dk.
– Er medstifter af Artistfællesskabet KÔS.
– Laver podcasten MusikerLiv og er i gang med tilrettelæggelse af en ny podcastserie, som omhandler samme emne som denne artikel.
Men selvom Sara var fascineret af trommerne og spillede lidt derhjemme, var det svært rigtig at turde gå efter det. For i skolen var der altid nogle drenge, der var bedre end hende, og som derfor endte bag trommesættet til musik. Og som en genert pige troede hun ikke helt selv på, at hun havde lige så meget ret til at sidde der som alle andre.
»Det, der tiltrak mig ved at spille trommer, var at spille sammen med nogen. Samværet og samspillet. Og der var bare ikke rigtig nogen at spille med. For det var kun drenge, der spillede musik, og man bliver bare ikke lige inviteret ind i deres klub. For selvom de synes, det var fedt, at jeg spillede trommer, så var jeg ikke bedre end den bedste dreng. Og pigerne interesserede sig slet ikke for instrumenter« siger Sara
Et skub i den rigtige retning
Men da Sara gik i sjette klasse, skete der noget, der fik afgørende betydning for Saras liv. Hendes klasse fik nye musiklærere, som var i praktik fra Musikkonservatoriet. Og DE så gnisten i hende. De opmuntrede hende til at sætte sig bag trommerne, selvom hun var en pige. De roste hende og tog hende alvorligt. Og det var lige det, Sara Mouritzen havde brug for.
»Der er særligt én praktikant, som har haft stor betydning for mig. Marianne. Hun var sanger dengang, men er blevet trommeslager i dag for Tina Dickow. Det var første gang, jeg så en kvindelig musikunderviser. Det gjorde bare et kæmpe indtryk på mig. Især fordi hun var en lille, lyshåret og smuk pige. Sådan ville jeg også se ud som voksen, og det gav mig en tro på, at jeg også kunne«., siger Sara.
Men Sara oplevede stadig, at det var meget ensomt at være instrumentalist som pige. For hun var hverken en del af drengenes eller pigernes verden. Og hvorfor gå efter noget, som man ikke kan dele med nogen, og man heller ikke rigtig tror, man er god nok til?
Læs også: Derfor er musikundervisning vigtigt for dit barns udvikling
Værdien i at dele musikken med andre
En dag i niende klasse sad Sara Mouritzen i bussen på vej hjem fra skole. Hun lyttede til musik, mens hun drømte om trommer, da hun pludselig blev prikket på skulderen. Det var en pige. Hun var ved at starte et pigeband og havde hørt, at Sara kunne spille lidt trommer. »Vil du være med?«, spurgte pigen.
»Selvom bandet ikke holdt særlig længe, så betød det meget for mig pludselig at kunne dele musikken med andre piger. At have et rum hvor man ikke skulle måle sig med drengene, og hvor jeg følte mig god nok og anerkendt for den, jeg var« forklarer Sara.
Foto: Andreas Holm
Det kan jeg også!
Da hun var 18 år, begyndte Sara Mouritzen langt om længe til soloundervisning i trommer. Nu troede hun for alvor på, at det var den vej, hun skulle. Hun skulle være trommeslager. Og efter et år, hvor hun blev undervist af dygtige trommelærere, startede hun på musikskolen Frontsession og søgte kort efter ind på MGK og blev optaget.
»Det var først, da jeg hørte om en anden pige, der gik til trommer i Aarhus, at jeg tænkte, at det kunne jeg også. Og det var så vigtigt for mig at gå til soloundervisning. For det var her, jeg virkelig lærte instrumentet, og her jeg kunne nørde helt vildt med en anden, der også var passioneret omkring trommer. Det her med at sidde med en sololærer, hvor man kunne tale om følelserne og instrumentet, gav mig enormt meget anerkendelse«, siger Sara.
Læs også: Sådan holder du motivationen oppe, når du øver
Undervisere skal udfordre normerne – det er deres pligt!
I dag spiller hun trommer i sine egne og andres bands og underviser både privat og på en ungdomsskole. Men at vejen derhen endte med at blive så lang for Sara, er hun sikker på skyldes to ting. Manglende forbilleder og for lidt fokus på at få pigerne med i musikundervisningen. Hun var heldig, fordi hun fandt et forbillede i Marianne og blev støttet i at tromme af hende og de andre praktikanter fra Musikkonservatoriet. Uden det havde vejen til trommerne måske været endnu mere uoverskuelig at gennemføre.
»Hvis ikke underviserne udfordrer normerne ved at opmuntre piger til at indtage nogen andre roller end normalt, så får vi aldrig flere kvindelige instrumentalister. Vi skal skabe et undervisningsrum, hvor der er plads til dem. Og lige nu sker det mest, hvis der er en kvindelig underviser, som spiller et instrument. Det provokerer mig. Der burde være fokus på rummelighed og diversitet. Hvor alle bliver inddraget og ikke kun de typiske fyre. Det er undervisernes pligt«.
Sara underviser i København, og hvis du kunne være interesseret i at få Sara som underviser i trommer, kan du finde hendes underviserprofil via nedenstående knap.
Følg Sara på Instagram og www.saramouritzen.com
Pingback: »Demokratisk problem at så få kvinder spiller musik« |