Når musik og teater spiller sammen: Marcus laver teatermusik

Marcus Aurelius Hjelmborg er komponist og lyddesigner og arbejder blandt andet med teaterlyd og musik til forestillinger som eksempelvis opsætningen af SKAM af Aveny-T

Af Andreas Kristiansen

En lang række teaterforestillinger bruger i dag musik og lyd til at fremhæve stemninger eller handlinger, der sker på scenen. På scenen bruger teatret musikken som virkemiddel og underlægning, ligesom man kender det fra filmens verden.

Teatermusikskomponisten, Marcus Aurelius Hjelmborg, oplever, at musik i almindelig teater er mere brugt i dag end tidligere.

– Historisk set i teatret har man haft et kæmpe fokus på, at det vigtigste er, at man kan høre, hvad skuespilleren siger, forklarer han.

– Det man nogen gange gør i dag, er at give skuespillerne microports på, for at kunne lægge musik under, også selv om de ikke skal synge.

Når der er lydforstærkning af stemmerne, kan musikken bruges som effekt. Så spiller musikken og teatret sammen.

Marcus troede han skulle være musiker

Marcus Aurelius arbejder som lyddesigner og komponist og laver musik og lyddesign til en lang række teaterforestillinger. Men han troede egentlig, han skulle være musiker:

– Min vej ind i teatermusikbranchen gik via, at jeg som så mange andre troede, jeg skulle være musiker og spille i et rockband. Men via et højskoleophold fandt jeg ud af, at der var andre måder at gøre tingene på. Der var et teaterhold på højskolen, og jeg endte med at lave musik til deres forestilling, fortæller han.

Da Marcus afsluttede sit højskoleophold, troede han stadigvæk, hans vej var at spille i et band, men han blev spurgt af en fra højskolen, om han ville lave musik til en teateropsætning i Aarhus. Derfra gik det slag i slag fra den ene forestilling til den næste.

– Det blev ved i nogle år, hvor jeg troede, det egentlig bare var noget, jeg gjorde ved siden af, siger Marcus.

Den musik, Marcus skrev til teaterforestillingerne, pirrede hans interesse for komposition, og her kunne han skrive musik og deltage i en performance uden at være i centrum og uden at skulle slæbe gear klokken tre om natten. Det tiltalte ham. Han begyndte at dyrke teatermusik som profession

Men hvad er teatermusik?

Teatermusik minder om scenografi

– Jeg plejer at sige, at teatermusik i virkeligheden er mere beslægtet med scenografi end traditionel musik, der står alene, forklarer Marcus.

Når man skærer helt ind til benet handler teatermusikken nemlig om at skabe rum, ifølge Marcus. Nogle gange underbygger musikken et psykologisk rum, så publikum kommer ind i hovedet på karakteren. Andre gange bruger man musikken til at adskille noget geografisk eller tidsmæssigt.

Læs også: Når musik og teater spiller sammen: Fredericia Teater, Musicalen

Desuden giver kompositionen af teatermusik stor musikalsk frihed til at bevæge sig rundt i forskellige musikalske genrer.

– Nogen gange giver det mening at lave tango, andre gange giver det bedst mening at lave techno. Andre gange igen giver det mening at lave et mash-up mellem de to, fordi man skal fortælle noget om to verdener, der er i konflikt med hinanden.

SKAM bruger musik til at sætte en ramme omkring ungdomsmiljøet

Tv-serien SKAM er et godt eksempel på, hvordan genre er med til at definere. Der er det en gruppe af unge.

– Der var hele dogmet omkring forestillingen, at vi ligesom skulle bruge det musik, der var, siger Marcus og fortsætter.

– Så det var en remix-opgave, hvor alle de sange, TV-serien havde, var materialet.

Fra politisk skuespil til opera

Marcus spænder meget bredt i sit arbejde. Hans seneste “værk” var musik til “Død over Eliten” på Odense Teater. I stykket er der bl.a. et TV-show, der foregår på valgaftenen, og i de mange gode anmeldelser, der har været af stykket, bliver det fremhævet, hvordan der er en følelse af at være til stede til en ægte valgaften.

I troværdigheden af valgaftenen spiller Marcus en vigtig rolle. Og han gjorde brug af alle forskellige kompetencer, han har på paletten, han komponerer teatermusik til den forestilling:

– Død Over Eliten har både eksempler på noget, der er remixet. Der er noget, jeg har skrevet helt fra bunden af. Der er lyddesignflader, som er reallydsting (Reallyd kan eksempelvis være en dør, der knirker, eller vinden, der suser). Der er, noget jeg i øvrigt ikke gør særlig tit, en korfunktion, et ret stort ensemble. Der er 16 skuespillere på scenen. Så i flere sekvensker er der et talekor, hvor jeg fik lov til at skrive kormusik til dem.

Derudover arbejdede Marcus meget med at lyden kom alle mulige steder fra. Når lyden kommer bagved publikum i stedet for ud til dem forfra, betyder det meget for, om de føler de er en aktiv del af stykket.

– Man kan lege med følelsen af, hvor meget man er inddraget i stykket og hvor meget man er beskuer, forklarer han.

En af de næste ting, han skal i gang med er en i samarbejde med Den Jyske Opera. Så der er rigtig meget forskelligartet arbejde i at være teatermusikskomponist.

Fra “Død Over Eliten” på Odense Teater

Kan bedst lide at være i rummet og komponere på stedet

Marcus laver ikke musicals, men laver primært musik til taleteater. Der hjælper det, at kunne være i teatersalen og komponere:

– Er der en scene, hvor der ikke sker så meget eller er der en overgang, de har svært ved at få til at fungere. Der er mange informationer man får, siger Marcus og mener det er afgørende for ham i hans arbejde at komponere i teatersalen, så musikken bedst muligt reagerer på det, der sker på scenen.

I musicalen er det skuespillerne gør på scenen mange gange koreograferet til musikken i for eksempel en dans. For Marcus er det omvendt. Han tilpasser sig for det meste skuespillet.

– Det handler om hele tiden at finde de punkter, hvor det, der foregår i musikken, synkroniserer så meget som muligt med det, der foregår på scenen, siger Marcus og forklarer, at musikken er opbygget af forskellige lag, der kan tændes og slukkes på skuespillernes replikker eller handlinger, således at musikkens udvikling tilpasser sig forestillingens handling.

Det vigtigste er at kunne tale med hinanden

Hvis Marcus skal pege på det aller vigtigste i sit arbejde er det kommunikationen med de mange folk på settet, der ikke er inde i musikken begreber.

– Den vigtigste funktion i mit job overhoved er at kunne kommunikere med de andre i forestillingen. Langt de fleste taler om forestillingen. Hvad er det for nogle følelser, der skal udtrykkes. Eller hvad er det for et rum, vi skal skabe. Der er det min opgave at oversætte det til musik.

Så næste gang du ser et teaterstykke, så tænk over, hvordan musikken spiller sammen med det, der sker på scenen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *