Loïc Destremau er komponist og interesseret i lyd og lydfænomener. Han oplever både kollegaer, der tager afstand fra titlen komponist, og familie og venner, der har et forudindtaget billede af, hvad en komponist er.
Af Andreas Kristiansen
Foto: Per Rasmussen
“Komponist. Kan man være det. Er det ikke sådan en som Beethoven. En med stort uglet hår, der sidder i sin kælder med sin Cognac”.
Sådan nogle forestillinger er Loïc Destremau blevet mødt med blandt venner og familie, når han har fortalt, at han er komponist. Flere af hans kollegaer kalder sig i stedet lydkunstnere eller lyddesignere for at slippe fri af de forestillinger. Måske for at frihed til at udforske og skabe hvad som helst.
For Loïc gælder også, at han vil udforske. Han er blevet komponist, fordi han ikke kan lade være med at udforske lyd og lydfænomener og sætte dem sammen.
– Lige da jeg startede, havde jeg ikke nogen ide om, hvorvidt jeg ville skabe min egen genre eller egen lyd. Det var jeg egentlig ikke så interesseret i. Jeg var bare interesseret i lydfænomener, fortæller Loïc og forklarer, at han med tiden er kommet nærmere en lyd, han dyrker. Han laver iscenesat musik eller musikteater, kan han også kalde det, hvis han absolut skal putte et label på.
– Jeg skriver for klassiske instrumenter ofte med noget elektronik og med noget multimedie. Der er tit video eller en anden iscenesættelse af en eller anden art, siger han og fortæller, at der ofte er flere komponenter, der spiller sammen. Det er ofte noget visuelt og noget musikalsk. Eller noget der udforsker sammenhængen mellem sprog og musik. Og de elementer kan ikke skilles ad.
Pointen er, at der er flere komponenter udover det rent musikalske, der spiller sammen. Og de kan ikke adskilles fra hinanden.
Paradokset i at være forbundet til ordene klassisk og komponist
Der er et iboende ønske om at udforske hos Loïc. At skabe. Det gælder vel alle komponister. At de har et ønske om at skabe. Måske netop derfor tager mange komponister også afstand til både ordet klassisk og komponist. Begge begreber er på en eller anden måde bundet op på historie og på noget statisk. Og komponisten har et ønske om at udvikle og udforske. Det er et paradoks.
– Det sjove er, at når du spørger de fleste komponister, klassisk uddannet, om de så også skriver klassisk musik, ligesom du spurgte mig. Der er ikke rigtig nogen, som forbinder det, de laver, med klassisk musik, udover at det er klassiske instrumenter, fortæller Loïc.
Loïc mødte et meget åbent miljø på konservatoriet
Loïc er født og opvokset i Danmark i Sydsjælland. han har en fransk far og en dansk mor. Da Loïc blev syv, spurgte moren, hvilket instrument, han godt kunne tænke sig at begynde på. Loïc, der indtil da havde forestillet sig at skulle være arkitekt eller opfinder, når han blev stor, tænkte “nå okay, men så skal jeg starte på et instrument”. Han valgte klaveret.
Han ville gerne spille blues og rock, men manglede tålmodighed, og begyndte snart at skrive sit eget. Som han voksede op, tog musikken mere over, og med en skoling i klassisk musik, var det naturligt at søge ind på den klassiske linje på konservatoriet. Men det var ikke med formålet om at dyrke klassisk, som det var interessen for lyd i mere generel, der drev ham.
Se også: “Musik skal opleves live” og et andet udtryk, der er underbygget af forskning
Heldigvis oplevede han også et meget åbent miljø på konservatoriet i Aarhus.
– Jeg havde måske en fordom, da jeg var lille om “den klassiske verden”. Den er nok meget akademisk fin og næste snobbet verden. En elitær verden, hvor man skal vide alt muligt om historien, og skal kende sin Bach og Mozart for og bagfra. Sådan en klub havde jeg måske lidt regnet med at komme ind i, fortæller han.
– Da jeg kom til Aarhus, oplevede jeg, det var alt muligt andet end det, forklarer Loïc. Han fortæller om fordelen ved at have rytmisk, elektronisk og klassisk musik under samme tag i Aarhus og de mange tværfaglige projekter, det kastede af sig.
Måske netop derfor, synes han heller ikke genrebetegnelser og opdelinger i musik er særligt brugbare for ham.
Er betaget af liveoplevelsen
Loïc dyrker liveoplevelsen. Det er i sammenspillet mellem publikum musikerne, den visuelle oplevelse og det organiske i rummet, at han bliver rykket.
– Jeg synes, man bliver et større menneske, når man kommer til en koncert. Man får ens sanser skærpet. Når man kommer til musik, hvor man bliver blæst omkuld. Det betyder ikke, at man går derfra og tænker, det er mega fedt eller, at det lyder godt. Bare det at det sætter en masse tanker i gang og det kan både være referencer, men det kan også bare være sanseindtryk. At der er noget at tænke over.
Han går selv til mange koncerter, fordi det er en portal direkte ind til andre menneskers fantasi. Det fantastiske ved musikken og grundet til, at han selv føler, at der er så meget at udforske og prøve af endnu er, at mennesker er forskellige. Loïc bliver inspireret i sit eget arbejde af andres måder at sammensætte musik på.
– Til koncerter møder man et hav af indtryk, og lyde man aldrig havde tænkt på kunne spille sammen. Fordi vi er jo så forskellige mennesker og har forskellig perspektiv på lyd og musik. Når man går rundt til en koncert er det jo bare en eksplosion og et hav af indtryk, fortæller han passioneret og fortsætter
– Jeg vil gerne bidrage til at gøre os alle sammen mere opmærksomme på lyde omkring os i hverdagen opleve sjove spændende måder at sammensætte forskellige sanseindtryk på. For eksempel med lyd og lys, tale sprog og musik forventninger til lydkilder, hvor lyden kommer fra.
Fantasi udfordrer konventionelle tilgange til instrumenter
Interessen for lydfænomener udmønter sig i eksperimentering med brug af elektronik og billeder, eller sågar at bygge helt nye instrumenter, men også i at udforske de klassiske instrumenter i sig selv. Det giver Loïc et eksempel på:
– I en saxofon kan der godt være en lille Bluetooth højtaler indeni. Den kan spille lyden igennem instrumentet, og så kommer den ud igennem klapperne. Du kan lukke klapperne, og så kommer lyden ud igennem mundstykket. Der er alle mulige måder at lege med et instrument på, som om det var en installation, forklarer han.
På den måde føler han også bare, at han har meget at udforske endnu.
– Jeg tror stadigvæk, jeg er ved at ridse overfladen i denne her verden og det her miljø. Der er så mange ting og lave og udforske og prøve af. Det føler jeg stadig, jeg lige er gået i gang med.
Om Loïc Destremau:
Loïc Destremau (f. 1992) er en dansk-fransk komponist med base i København, der arbejder i et krydsfelt mellem instrumental- og multimedie-konstellationer fra solo-perfomere til større ensembler. De sidste år har han især beskæftiget sig med instrumenternes fysiologi, audio-visuel opfattelse, forvrænget folkemusik og lingo-musikalsk semantik og fonetik.
Se mere her