Af Annemette Karkov Kristensen
Den biografaktuelle og oscarnominerede ”A Star Is Born” med hovedrolleindehaverne Bradley Cooper og Lady Gaga, skildrer Ally, der kæmper for at blive opdaget, så hun kan udleve sin drøm om musikken. Hun møder ved et tilfælde den alkoholiserede anerkendte musiker Jackson Maine, som giver hende, hendes gennembrud, og det udvikler sig til en romance mellem dem.
En stereotyp musikindustri bliver kritiseret
Selvom “A Star Is Born” er forudsigelig fra start til slut, og den mest af alt er en kærlighedsfilm, så skitserer filmen en stereotyp, men desværre også meget genkendelig musikindustri igennem de to hovedkarakterer. Man kan mistænke om manuskriptforfatterne Eric Roth og Bradley Cooper har en anden dagsorden. For hvis man graver lidt dybere, så bliver man klar over, det ikke bare er en kærlighedsfilm men en skildring og indirekte kritik af den kommercielle musikindustri. Emner som image, A&R og kommercialisme bliver stærkt kritiseret igennem hele filmen.
To poler af musikindustrien
Ally er en talentfuld sangskriver og sangerinde, som har forsøgt at få en pladekontrakt i adskillige år, men er blevet afvist. Hun har såmænd den rigtige lyd, men hendes store næse spænder ben for hende. Hun bliver dog opdaget af Jackson Maine, en anerkendt alkoholiseret sangskriver.
Hun bliver snart en del af møllen, da A&R-manageren Rez giver hende muligheden for at indspille en single. Han siger, at hun musikalsk har noget på hjerte og lover hende fra starten guld og grønne skove. Hun skal bare stole på ham. Men i total Hollywoodstil skal hun have en makeover, og der skal finpudses og kreeres image, læres dansetrin og så videre.
Ikke nok med en makeover, så skriver hun også den mest trivielle sang med teksten ”Why do you come around me with an ass like that”. Sangen skriger væk af kommercialisme, og til denne optræden er hun ligeledes let påklædt og danser sexet. Grundlæggende går hun fra at være en sangerinde som har noget på hjertet til at være en del af en pengemaskine. For det Rez tilbyder hende er en stjernestatus, hvad end det kræver.
En kritik af kommercialismen i musikbranchen
Jackson Maine derimod voksede op i Arizona med en alkoholiseret far. Den eneste måde han følte han havde en stemme på var igennem musikken. Han ønsker sin musik er inderlig og autentisk. Han er en del af den country/blues-kultur, som emmer i de sydlige USA, som er en mere jordnær og uafhængig pladebranche i forhold til popindustrien. Kommercialismen er her ikke lige så let at spore. Jackson kæmper imod Allys valg om at være en del af det kommercielle og påpeger, hvor meningsløs musikken, som hun ender med at lave er. For ham er det vigtigt, at sangene skal have en pointe, noget hjerte og ikke bare være meningsløse ord.
“A star is born” bliver en indirekte kritik af den overfladiske, imageprægede, kommercielle branche, som musikindustrien nu engang har udviklet sig til. Det er sket, siden Gordon Berry Jr. i 1960’erne fandt formularen for en god popsang og tvang sine artister til at gå på charmeskole, da image og rigtig opførsel var et must. Sidenhen er det kun gået i en retning, og i sidste ende handler det om, hvad der sælger.
Man mister integritet
“A star is born” fremsætter samtidig et spørgsmål om integritet, som gang på gang bliver understreget igennem en kritik af den formålsløse musik og popindustriens store fokus på udseende og performance. Der er generelt en risiko for, at man som kæmpende musiker kan risikere at miste integritet, fordi man skal passe ind i en kommercielverden.
I sidste ende handler det om, hvad der sælger og underholder publikum. Filmen er et vidnesbyrd på lige præcis denne proces, hvor man gør alt, hvad der kræves, uden at tænke på de ofre man tager sig, og det man ofrer af sig selv. Det er et spørgsmål om, hvad man er villig til at ofre for at nå sit mål.