Spot Festival ramt af falske YouTube-videoer – Festivalen advarer om misbrug

Efter en veloverstået Spot Festival kan man godt fristes til at gå på YouTube for at genopleve yndlingskoncerten. Men efter festivalen blev en lang række falske livevideoer lagt op med det formål at lokke informationer ud af folk.

Af Andreas Kristiansen

YouTube har oplevet det mange gange før, for det er en del af et internationalt og meget udbredt fænomen, at falske livekoncerter bliver lagt op på YouTube. Men det har ikke før været udbredt i Danmark.

Nu er turen så kommet til Danmark og helt specifik SPOT festivalen. Der er blevet lagt mere 50 enslydende falske videoer op fra diverse koncerter. Formålet med videoerne er at få dig til at oprette klikke på linket i beskrivelsen, som leder dig hen til “koncerten” på en anden side.

Lederen af SPOT Festival Gunnar Madsen ærgrer sig:

– Vi kan ikke understrege nok, at musikinteresserede skal undlade at klikke på videoerne og afgive deres personlige oplysninger, siger Gunnar Madsen, og fortsætter:

– Det er helt enkelt noget svineri. Dels en overtrædelse og ulovlig brug af vores varemærke, som er med til at skabe forvirring. Dels ligner det et forsøg på phishing, som vi vil advare alle mod at blive udsat for.

Designet til at efterligne livekoncertsiden LiveList

De falske videoer leder hen til sider, der blandt andet minder om den amerikanske side LiveList, der livestreamer koncerter ægte. På de falske sider skal man registrere sig for at tilgå siderne, og det er sådan, at scammerne lokker informationer ud af folk.

Ifølge en artikel fra januar 2018 er LiveList frustreret over den massive mængde falske livekoncert-videoer, de ser.

– Ja, vi ser omsiggribende falske livekoncerter, udtalte CEO for LiveList Allen Sanford dengang til the Outline og opfordrede YouTube til at gribe ind i algoritmerne.

manden bag artiklen i The Outline, Jon Christian, blev motiveret til at skrive artiklen af sin egen frustration omkring, at YouTube flød over med falske livestreams af de koncerter, han selv gik til.

Det har dog aldrig været noget SPOT Festival har oplevet før:

– Vi har med det samme indberettet de falske videoer over for YouTube, men skal måske indstille os på, at komme til at opleve flere af denne slags ulovligheder i fremtiden, som ikke bare er ressourcekrævende for os, men også generende for festivalens gæster og musik-fans. Vi vil gerne understrege endnu engang, at man skal undlade at klikke på videoerne og afgive sine personlige oplysninger.

Så måske skal artister og festivaler i Danmark til at vende sig til at deres koncerter står for skud af scammere.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *