Saxofonen

Indhold

1. Saxofonens historie


2. Hvilken saxofon skal jeg vælge?


3. Saxofonens toner


4. Forskellen på rytmisk og klassisk saxofon


5. Tips og tricks til en begynder


6. Modtag saxofonundervisning


1. Saxofonens historie

Saxofonen blev opfundet i 1864 af belgieren Adolphe Sax. Adolphe Sax byggede 4 forskellige saxofoner: sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofonen.
Adolphe Sax eksperimenterede meget med saxofonen, indtil han kom frem til dens endelige form, som vi kender den i dag. Der blev lavet forsøg med horn og uden klapper, et slags Frankensteins Monster mellem en tuba og en saxofon og meget andet. Faktisk findes der flere saxofoner, fra bittesmå soprilloer til kæmpestore subkontrabassaxofon, men de er så sjældne at mange kun kender sopranen, alten, tenoren og barytonen.

Saxofonen blev til gengæld hurtigt brugt i militære marchbands og senere hen i amerikanske big bands i 1930-40’erne. Derfra fik saxofonen for alvor succes som rytmisk instrument, og blev hurtigt et synonym på jazzmusik. Saxofonisterne Dexter Gordon, Charlie Parker, Stan Getz, John Coltrane og Sonny Rollins mestrede saxofonen til fulde og gjorde instrumentet meget populær mellem 1940-1960.

I nyere historie har saxofonen fået en renæssance i popmusik. Der findes nærmest ikke en 80’er popsang uden en brændende vild saxofon-solo! Samtidigt var saxofonen stadig populær i videreudviklingen af jazzmusikken, hvor Michael Brecker er en af de absolutte største tekniske genier på saxofonen. Brecker formåede at gøre det der hidtil var umuligt på saxofonen, så han er værd at lytte til.

I dag anvendes saxofonen til alle mulige forskellige genrer, som f.eks. svensk folkemusik, house, neo bop eller cubansk salsa. Men saxofonen associeres stadig primært med at have en smooth, sensuel og jazzet lyd, som skiller sig ud fra andre blæserinstrumenters lyd.


2. Hvilken saxofon skal jeg vælge?

Saxofonfamilien er en stor familie og tæller alt fra den lille soprillo til den enorme tubax. Men det er sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofonen, som langt de fleste vælger at spille på. Sopransaxofonen har det højeste toneleje og herefter kommer alten, tenoren og til sidst barytonen. Af de fire typer saxofoner er det alten og tenoren, som er mest kendt, og som har den velkendte buede saxofonform. Sopranen skiller sig især ud, da den oftest har en lige og aflang form, i stil med en obo eller en klarinet.

Som nybegynder på saxofon er det en god idé at vælge altsaxofonen, da altens størrelse passer til de fleste mennesker – især hvis man begynder som barn. Alten er et godt udgangspunkt for at få en god grundteknik, som man kan tage med sig videre til de andre saxofoner, hvis man på et senere tidspunkt får lyst til at prøve kræfter med de andre størrelser.

Hvis man begynder som voksen, kan man også vælge tenorsaxofonen. Der er mange som foretrækker tenorens lyd, frem for altens lyd, fordi tonelejet ligger lidt dybere. Alten og tenoren forveksles ofte med hinanden. Man kan kende forskel på de to saxofoner ved at tenoren har en større bue på halsen end alten. Halsen er den øverste del af saxofonen som mundstykket.

Nedenfor ses billeder af de fire typer saxofoner, som er opstillet i rækkefølgen baryton, tenor, alt og sopran:

 


3. Saxofonens toner

Saxofonen er det, man kalder et transponerende instrument. Det betyder at når man f. eks. spiller tonen C på alt- og barytonsaxofonen, så svarer det til tonen Eb på et klaver. Og hvis man spiller tonen C på sopran- og tenorsaxofonen, så svarer det til tonen Bb på et klaver. Alten og barytonen er derfor det, vi kalder for stemt i Eb, og tenoren og sopranen er stemt i Bb.

I starten kan det være lidt svært at finde rundt i. Mange kommer nok ikke ud for at skulle bekymre sig så meget om det, men det er rart at vide, hvis man f. eks. skal spille sammen med et klaver eller andre instrumenter, som er stemt anderledes.

Der er toner på saxofonen, som er sværere at spille end andre, f.eks de meget høje toner og dybe toner. Så når man starter med at spille på saxofon, er det en god idé at starte i de midterste toner (midterregistret), og derfra udvide sit spil mod både højden og dybden.


4. Forskellen på rytmisk og klassisk saxofon

De fleste mennesker forbinder saxofonen med jazz og anden rytmisk musik, men i den klassiske musik har saxofonen også en plads både som solo-, kammer- og orkesterinstrument. Den største forskel på rytmisk og klassisk saxofon er klangen, det vil sige deres lyd, som må siges at være to forskellige verdener! Inden for den klassiske musikverden er udgangspunktet altid en ren klang med minimal luft eller støj på, hvor det i jazzens rytmiske verden, kan være en del af en personlig lyd at have en vis mængde luft eller støj på klangen.

Det betyder ikke, at man i den klassiske verden ikke går op i at have en personlig lyd, men vi bevæger os inden for nogle mere faste rammer med lidt tydeligere klangidealer. Forskellen er derfor ofte stor på en rytmisk og en klassisk embouchure, som er et ord vi bruger for, hvordan man placerer læberne og bruger musklerne og tungen, til at spille på saxofonens mundstykke.

Embouchuren styres også af det som kaldes setuppet – som er mundstykket, spændet der sidder på mundstykket (ligaturet) samt bladet, som sidder i mundstykket. Disse dele er meget forskellige fra rytmisk til klassisk. Klassiske saxofonister spiller på nogle helt andre mundstykker end jazzsaxofonister, og de har oftest også andre typer blade.


5. Tips og tricks til en begynder

Tålmodighed

Det er vigtigt, at være tålmodig, når man vil lære at spille saxofon. Derudover får man mere ud af, at øve lidt hver dag frem for meget én eller to gange om ugen. Afsæt derfor gerne 10-15 minutter hver dag til at øve.

Kropsholdning

Når man spiller på saxofon, skal man lægge vægt på, at man har en god kropsholdning. Det foregår sådan; hav letbøjede ben, som om du venter på et mildt jordskælv. Sørg for at remmen du har om halsen har den rette længde, så saxofonen hænger i en god højde i forhold til din mund. Undgå at løfte saxofonen, men lad den hvile omkring hofteskålen (hvis det er en altsaxofon). Det er en god ide løbende at tjekke sin holdning i et spejl, for at sikre at man fortsat står rigtigt.

Blade

Hvis man får undervisning eller spiller sammen med andre, er det en god ide at sparre, og finde ud af, f.eks. sammen med sin underviser, hvilken tykkelse blade, der passer dig bedst. For bløde eller for hårde blade kan gøre det sværere for dig at spille. De fleste nybegyndere vil have det bedst med str. 2 – 2 ½. Nogle foretrækker endnu blødere, og derfor er det en god ide med råd og vejledning, da det er meget op til den enkelte.

Spil skalaer!

Det lyder kedeligt, men det kan være sjovt, og det er en super god måde at lære sin saxofon rigtig godt at kende. Så giv dig tid og lad det blive en del af din øvning.


6. Modtag saxofonundervising

Ønsker du at få undervisning af en kompetent underviser med relevant uddannelse og flere års erfaring, så tilbyder Musikundervisning.dk saxofonundervisning. Du kan her se nogle af vores undervisere rundt omkring i landet:

Trommeundervisning i København

Vores saxofonunderviser Stefanos og saxofonunderviser Daniel fra København har hjulpet os med denne artikel.
Se listen af alle vores undervisere i saxofon i København (både solo- og holdundervisning)

Saxofonundervisning i Aarhus

Musikundervisning.dk tilbyder også undervisning i saxofon af kompetente og erfarne undervisere i Aarhus: Se listen over undervisere i Aarhus (både solo- og holdundervisning)

Saxofonundervisning rundt i landet

Ønsker du undervisning i andre byer, har Musikundervisning saxofonundervisning rundt omkring i landet:
Find saxofonundervisning på Musikundervisning.dk her

Hvem er Musikundervisning.dk?

Musikundervisning.dk er en musikskole med samlingspunkt på en hjemmeside, hvor vi skaber kontakten mellem underviser og elev. Vores formål er at skabe mere musik i Danmark! Vi tilbyder undervisning til alle uanset alder og niveau, da vi har kompetente og dygtige undervisere, som alle har flere års erfaring med musikken. Hvis du har nogle spørgsmål til undervisningen, konceptet eller vores guitarundervisere, så er du altid meget velkommen til at kontakte Musikundervisning.dk på telefon 50 50 12 03 eller mail [email protected].

Du kan måske også lide
Læs mere

Blæs

Blæseinstrumenterne: trompet, saxofon og klarinet Blæseinstrumenter er en række af instrumenter, som har en lang tradition og historie.…
Læs mere
Læs mere

Harpen

En harpe er et særegent strengeinstrument, hvor strengene typisk er spændt ud over en træramme. Harper findes i…
Læs mere