Musikanalyse

Denne artikel er for dig, der gerne vil lære om nogle af de grundlæggende redskaber indenfor musikanalyse. Vi anbefaler, at du læser vores artikel om musikteori, før du kaster dig ud i musikanalysen.

Musikanalyse kan være mange ting. Ordet ”analyse” er oprindeligt græsk for ”opløsning” – det betyder noget i retning af, at man undersøger de dele, som en ting eller et fænomen består af. Måske kender du det fra digtanalyser i dansk. Hvor mange strofer og vers har digtet? Hvordan er digtets rim og rytme, og hvad betyder det?

I musikanalyse er det selvfølgelig musik, man analyserer. Man deler et stykke musik op i dets bestanddele og undersøger måske dem alle sammen eller måske kun et enkelt aspekt. Der er utroligt mange ting at undersøge i et stykke musik. I dette afsnit kan du læse om, hvordan man kan analysere nogle af de vigtigste bestanddele, som musik typisk består af:

Form, harmonik (akkorder), melodik, rytmik/groove. Hvis der også er sang til musikken, kan man også analysere teksten og dens relation til musikken.

Indhold

1. Harmonisk analyse
2. Trianalyse
3. Funktionsanalyse
4. Den tonale kadence og affinitet
5. Bidominanter og bisubdominanter
6. Oversigt over alle funktioner
7. Hvem er Musikundervisning.dk?

Harmonisk analyse

I harmonisk analyse analyserer man harmonikken – dvs. at det er akkorderne, man undersøger. Man bruger forskellige metoder. Her kan du læse om de mest brugte: Trinanalyse og funktionsanalyse. Metoderne passer på hver deres genre.
Trinanalyse er f.eks. godt til jazz, blues og meget rock og pop, mens funktionsanalyse er bedst til klassisk musik fra – groft sagt – 1700-1900, men også noget af nutidens popmusik.

Trinanalyse

I en trinanalyse giver man akkorderne et trin-tal, alt efter hvilket skalatrin den enkelte akkord har grundtone på. Man skriver dem med romertal. Hvis du har glemt, hvordan man skriver romertal, er her en lille oversigt:

Hvis et trin hæves eller sænkes i forhold til en almindelig durskala, angives det med b og # foran romertallet. Derudover angiver man tonekøn og udvidelser på akkorden.

Angivelse af tonekønnet

Tonekønnet kan man enten vise ved at skrive store og små romertal – store for dur, små for mol – eller ved at skrive et ’m’ efter tallet i mol-akkorder, ligesom med becifring. Vi anbefaler at angive tonekønnet med store og små bogstaver for at adskille det fra becifring.

Her er et eksempel i C-dur:

Typiske mønstre man kan lede efter er ii-V-I-kadencer (udtales: 2-5-1-kadencer) eller 12-takters-blues:

Fremgangsmåde

• Find tonearten og I
  Det første, man gør i trinanalyse, er at undersøge hvilken toneart, musikken går i – på hvilken akkord hører man ’hjemme’? Man kan enten lytte sig frem til det eller kigge i sine noder, hvor man nogle gange kan se det på sangens faste fortegn (hvis man kan sin kvintcirkel) og på start- og/eller slut-akkord.

• Skriv en durskala ned med grundtone på sangens grundtone
  Når du har fundet ud af hvilken akkord, der er I, kan du skrive en durskala ned med grundtone på sangens I for at hjælpe dig i analysearbejdet. Hvis sangen f.eks. går i C-dur, og der kommer en Eb-akkord, kan du nemt se at Eb ligger en halv tone under skalaens tredje tone, og at trinbetegnelsen derfor må være bIII.

• Trin-analysér alle (relevante) akkorder
  Nu er det bare at analysere igennem fra ende til anden – eller hvilken del af sangen du vil undersøge.

Hvad skal du så bruge analysen til?

Brug den til at undersøge, om der er bestemte mønstre og strukturer, der ligger bag akkorderne i sangen. Rækkefølgen I-V-ii-vi viser f.eks, at det er kvartfald i bassen, der styrer akkordrundgangen. I-ii-iii-IV viser tydeligt, at grundtonen stiger et trin for hver ny akkord. I-bIII-bVII-I viser, at der spilles durakkorder med grundtoner fra en molskala, altså at der er tale om rockharmonik. Med andre ord: Brug din viden fra analysen! Undersøg den grundigt.

• Brug analysen – led efter mønstre og strukturer

Funktionsanalyse

I en funktionsanalyse undersøger man, hvilken funktion en akkord har i forhold til tonearten samt de foregående og efterfølgende akkorder. Det er vanskeligt at forklare, hvad der menes med ’funktion’, men man kan sige, at det er en fortolkning eller forklaring af akkordens rolle eller virkning i det harmoniske forløb.

Hovedfunktionerne

Funktionsteorien siger, at der er tre og kun tre hovedfunktioner:

• Tonika (forkortet T). Grundtone på I, i C-dur: C
• Dominant (forkortet D). Grundtone på V, i C-dur: G
• Subdominant (forkortet S). Grundtone på IV, i C-dur: F

Men der er selvfølgelig andre akkorder end C, F og G i musikken. Disse andre akkorder repræsenterer på forskellig vis T, S eller D. Man kan sige, at de har en tonikal, dominantisk eller subdominantisk funktion. Ofte kan akkorder i tertsafstand fra T, S eller D udtrykke disse hovedfunktioner. Det vil sige, at al funktionsharmonisk musik groft sagt kun består af tonale kadencer. Disse kadencer kan udvides eller forkortes, flettes ind i hinanden, modulere osv.

Det er disse mønstre en funktionsanalyse undersøger:

• Tonika: er kendetegnet ved at have grundtone på musikkens første trin. Det er på den akkord, man hører ’hjemme’ og musikken finder hvile.
• Dominanten: er kendetegnet ved at have grundtone på musikkens femte trin og altid være en dur-akkord. En mol-akkord på musikkens femte trin er alttså ikke en rigtig dominant. Akkorden ’leder hen mod’ tonika og nogle gange lyder det nærmest som om, at den gerne vil hen til tonika. Det er oftest dominantakkorder, der altereres eller udvides med f.eks. lille septim eller none.
• Subdominanten: er kendetegnet ved at have sin grundtone på musikkens fjerde trin. I dur-musik er den oftest en dur-akkord og i mol-musik er den oftest en mol-akkord, men det sker også ofte at den kan skifte tonekøn. Især er det en kliché i romantisk musik at have en mol-subdominant i en dur-sang. Den udvides oftest med stor sekst.

Den tonale kadence og affinitet

Den tonale kadence er grundstenen i funktionsharmonikken og funktionsteorien. I løbet af en tonal kadence høres alle skalaens syv toner og der skabes således en klar fornemmelse af tonearten. Den tonale kadence består af funktionerne i den bestemte rækkefølge:

Man siger, at der er tre slags affiniteter (affinitet betyder slægtskab) imellem disse akkorder, som er vigtige for funktionsteorien:

• Kvintfaldsaffinitet: Grundtonen falder en kvint ned fra T til S og igen fra D til T
• Fællestoneaffinitet: Der er fællestoner mellem T og S (i C-dur er det tonen c, der er grundtone i T og kvint i S) og mellem D og T (i C-dur er det tonen g, der er grundtone i D og kvint i T).
• Ledetoneaffinitet: Dominantens terts (i C-dur, tonen h) er ledetone til tonika. Ledetonen ligger altid på skalaens høje 7. trin. På samme måde som dominantens terts leder hen til tonikas grundtone, kan tonikas terts også siges at lede hen til subdominantens grundtone.

Den opmærksomme læser vil opdage, at der hverken er kvintfaldsaffinitet, fællestoneaffinitet eller ledetoneaffinitet mellem S og D. Der er et ’hul’ i den tonale kadence. Dette hul bliver dog ofte lukket ved at udvide akkorderne på S og D, så der nu er fællestoneaffinitet og på en måde også kvintfaldsaffinitet mellem dem

Når vi skriver, at der ’på en måde’ også er kvintfaldsaffinitet mellem F6 og G7, er det fordi, der er kvintfald mellem tonerne d og g. Hvis man ligger subdominantens sekst i bassen – så den bliver tertsstablet – er den faktisk lig med mol7-akkorden på skalaens andet trin. Det vil også sige, at en Dm7-akkord i C-dur ofte opfattes som en subdominant med sekst i bassen. Og en ren Dm-akkord bliver opfattet som en subdominant med sekst og uden kvint og bliver derfor kaldt en ’ufuldkommen subdominant’, ofte skrevet som et S med en streg igennem. Der er dog ikke helt enighed omkring denne betegnelse, som ofte diskuteres.

Når dominanten udvides med en 7’er, er der ikke kun en opadgående ledetone fra dominantens terts til tonikas grundtone; der er også en nedadgående ledetone fra dominantens septim til tonikas terts.

Den plagale kadence

Hvis S ikke leder videre til D men fortsætter til T, kalder man det en plagal kadence. En plagal kadence som S-T har ikke kvintfald mellem grundtonerne men derimod kvartfald. Derfor kan man også sige, at T-D er en plagal kadence. Begge tilfælde kan opfattes som en forkortelse af den tonale kadence.

Bidominanter og bisubdominanter

Ønsker du at læse mere om bidominanter og bisubdominanter, kan du her læse en beskrivelse og eksempler derpå: Læs mere om Bidominanter og bisubdominanter.

Oversigt over alle funktioner

Hvis du ønsker en gennemgang af de forskellige funktioner ift. musikanalysen, kan du se den her:
Overblik over alle musikalske funktioner